Sådan skaber du et godt indeklima i dit hjem


Spirit of Life / onsdag, januar 30th, 2019

Et godt indeklima er vigtigt for vores generelle sundhed. Har du et dårligt indeklima i dit hjem, kan det føre til gener som irritation i øjne og hals, hovedpine, træthed og generel utilpashed. Derfor er det så vigtigt, at du aktivt gør noget for at skabe et sundt og godt indeklima i din bolig.

Sørg for frisk luft

Hovedregel nummer et er at få luftet grundigt ud hver eneste dag. Og gerne flere gange om dagen. Gør det til en vane at lufte ud minimum 10 minutter morgen og aften for at få renset godt ud i den tunge luft, der ellers kan dannes. Det nytter ikke noget, at du bare åbner vinduet i et enkelt rum og lukker døren – der skal gennemtræk til for at få skiftet den gamle luft ud med ny.

Er du bange for at åbne vinduerne om foråret og sommeren af frygt for de mange pollen, så kan et effektivt pollenfilter hjælpe dig med at fange de små pollen i luften.

Undgå at tørre tøj indendørs 

I mange lejligheder i de større byer fristes mange til at tørre deres vaskede tøj indendørs, hvis de ikke er den heldige ejer af en altan. Det er dog en dårlig idé, hvis du vil skabe et sundt indeklima. Det våde tøj afgiver en masse fugt i rummet, og det fremmer et dårligt indeklima.

Tør det i tørretumbler i kælder, eller hæng det i stedet ud på en tørresnor i en gårdhave. På den måde undgår du for meget fugt i din bolig.

Åbn dørene – men luk badeværelsesdøren

Når du lufter ud hver dag, skal du åbne dørene til alle din boligs rum, så den friske luft kan komme godt ud i alle hjemmets hjørner. Men også når du ikke lufter ud, er det en god idé at holde dørene åbne, så luften kan cirkulere rundt i de forskellige rum.

Dog skal du gøre en undtagelse, når du tager bad. Her er det vigtigt at holde døren til badeværelset lukket, så dampen fra det varme bad ikke trænger ud i boligens øvrige rum. Husk også at lufte grundigt ud efter bad, så fugten ikke bliver hængende i rummet.

Hold en jævn temperatur

Mange gør den store fejl at spare på varmen i et eller flere rum, og derfor tænder de slet ikke for radiatoren her, mens den banker løs i andre rum. Det er dog bedre for indeklimaet, at du ikke har et helt koldt rum, eller at rummene har forskellige temperatur. For så har fugten bedre betingelser for at sætte sig som vand og dermed skabe et dårligere indeklima.

Frem med støvsuger og –klud

Gør det til en vane at gøre rent lidt oftere. Holder du støv og nullermænd på et minimum, fremmer du det gode indeklima. Så frem med støvsuger og -klud som minimum gerne én gang om ugen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *