Hjælp det spøger.

Jeg har set et spøgelse, men nu er jeg pludselig i tvivl. Når jeg prøver at fortælle andre om min oplevelse, så føler jeg ikke det tages alvorligt. Jeg så det selv henne ved skabet, en bog faldt ned. Lyset tændte en dag i gangen og har endda oplevet mit fjernsyn tænde og slukke helt selv, hvorfor tror folk ikke på mig og hvorfor har de behøv for at trække mig nedad.

Er det ikke naturligt?

Spøgelser og ånder er vel en naturlig del af livet, er det ikke? Eller er det mig der er helt fra den.

Jeg har hørt folk kan blive indlagt, hvis de ser eller hører underlige ting. Men det jeg har set er jo slet ikke underligt, hvis du spørger mig. Er jeg den eneste, der oplever at folk er skeptiske? Jeg er godt træt af det. Men er egentlig bare hold op med at fortælle andre, hvis jeg oplever noget sært og gør det i hvert fald aldrig på min arbejdsplads mere.

Pas på hvem du fortæller det til

Kom engang til at sige det til en kollega, hun blev dybt underlig, begyndte at spørge mig om ting om hendes afdøde mor. Som om jeg vidste noget om hendes mor. Gid jeg gjorde, så ville jeg med glæde have delt ud af min viden. Men jeg er ikke et mirakel og selvom jeg tror på spøgelser så ved jeg ikke helt hvornår der er tale om et spøgelse, min fantasi et tilfælde eller noget helt andet.

En ting er sikkert, det er at jeg synes det er ærgerligt at folk lukker denne del af sig ude af sit liv. Jeg har oplevet så mange underlige ting efterhånden at jeg ville tro mit liv ville have været meget firkantet og rationelt, hvis jeg ikke engang imellem havde fået en aha oplevelse. Et kig fra den anden side, et spøgelse eller ånder, tilfældighed eller fantasi. Jeg ved det ikke? Men spændende er det.